fredag den 30. november 2007

Princes Highway, Victoria, Great Alpine Road

Måske skulle vi lige fortælle at Leifs to onkler med koner og børn emigrerede til Australien for 50 år siden, og at ideen om emigration faktisk kom fra Leif - han kom bare aldrig af sted selv om han havde papirer og det hele klar.

Efter at vi den 20. november forlod Kirsten og Erik i Sydney-forstaden, kørte vi sydpå ad Princes Highway med en del afstikkere ud til kysten. Vi kom for eksempel igennem den lille by Eden ved Sapphire Coast, så vi har faktisk været både i, nord, syd og vest, men ikke øst for Paradis. Vi fik ikke taget billeder her, men man kan jo kigge på følgende adresse: http://www.sapphirecoast.com.au/eden.htm.

Vi fandt ved et tilfælde en dejlig naturcampingplads i nærheden af Woolamia, hvor vi boede helt nede ved floden Woolamia River og hyggede os med et lille bål om aftenen.


Næste overnatning var på en rasteplads på stranden ved Narooma i første parket til denne smukke udsigt:

Der kom mange mennesker for at gå eller løbe tur på stranden, og de var alle meget venlige. Nogle ønskede os ovenikøbet til lykke fordi vi havde været så heldige at finde dette smukke sted. Australierne er med rette stolte over deres dejlige land og vil meget gerne vise det frem, viste det sig utallige gange.

Torsdag den 22. november var det blevet gråt og regnfuldt. Vi besøgte den lille blomsterrige og velrestaurede by med de fine turistforretninger Central Tilba - som er den ene af to
Heritage Villages. Den anden hedder Tilba Tilba.


Vi elsker at spille backgammon, og da vores spil efterhånden er meget slidt, besluttede vi at købe et fint nyt spil af træ i butikken med træskærerarbejde. Gyngehesten var også meget fristende, men mere end vi kunne have i camperen - og måske især rigeligt dyr for vores pengepung.


Vi holdt frokostpause ved Bega River og fik her øje på de første kænguruer vi har set på turen.


Princes Highway er meget øde paa en strækning, og vi blev bange for at løbe tør for benzin, men var så heldige at vælge at bruge de sidste litre til at komme til en campingplads ved kysten. Der viste sig at være en hel lille by med hele 2 servicestationer, så vi åndede lettet op. Der var også 2 campingpladser, og den ene lå helt ud til vandkanten.
Byen hedder Mallacoota og kan varmt anbefales, hvis man kommer på de kanter. På havnen var der masser af pelikaner, og her står de i kø for at få lidt fiskerester. Se også videoklippet nederst på denne side.


Vi havde også en chance for at se hvaler svømme forbi med deres babyer, men så heldige var vi alligevel ikke.

På den videre tur ad Princes Highway var der to rastepladser ved små regnskovslommer. Her ses vi i et hult træ på Drummond Rainforest Walk. Det var gratis at overnatte her.


Der var nogle flotte palmer som lignede parasoller.

Vi for vild på stien, som ikke var særlig lang men lidt labyrintisk. Vi kunne ikke finde udgangen og fik på den måde gået turen flere gange. Da vi havde passeret denne væltede træstamme et par gange, fandt vi ud af at vi gik i ring. Det var vores første regnskovsoplevelse.


Den næste rasteplads var også ved en regnskovsti, og den var også dejlig og gratis. Nu var fluerne dog begyndt at plage, men udrustet med hat, solbriller og en viftegren var det til at holde ud.

Vi mødte en dame som var kommet fra Tyskland som barn en gang i 80'erne. Hun havde nu solgt sit hus, købt en brugt autocamper og ville ud og se Australien. Dette var første gang hun overnattede på en rasteplads, og hun var glad for at have os som naboer så hun ikke skulle være her helt alene. Om morgenen fortalte hun lettere opskræmt at vi havde haft gæster om natten. Da vi lå lige ved siden af toiletbygningen, gik vi ud fra at det rimeligvis var folk på tissepause.

Vi morede os over at spiritusflasker blev udleveret i papirsposer som vi har set det på film. Her poserer Leif til ære for fotografen.


Af øvrige højdepunkter vil jeg nævne turen til Wilsons Promontory, som er en meget smuk halvø sydøst for Melbourne. Naturen mindede os lidt om Skotland.


Det er sted folk tager til for at surfe, men desværre var folk på vej op fra stranden da vi kom ved frokosttid.

Helt ude på spidsen af halvøen var der masser af camperende unge. Det var 17-18 årige som lige var blevet færdige med skolen og nu skulle nyde nogle dage sammen efter eksamen. Vi kunne godt have undt dem et lidt bedre vejr.
Halvøen er en naturpark som man skal betale entré til, og man skal også betale hvis man vil campere der - vi bed desværre ikke mærke i hvor meget fordi vi havde andre planer. Men det var absolut et sted der var værd at besøge.
Læs mere om Wilsons Promontory National Park - også kaldet "the Prom".

Samme dag kørte vi videre til Phillip Island hvor vi så mini-pingviner (30 cm høje) komme op fra havet i flokke på 10-12 stykker lige efter solnedgang, det vil sige cirka kl. 20.30. Vi måtte ikke fotografere fordi det ville genere fuglene, men senere så vi samme fugleart i en dyrepark.

Man kan læse mere om Phillips Island og Penguin Parade på dette website: http://goaustralia.about.com/cs/vicsightseeing/a/phillip1.htm.

Derefter havde vi en anstrengende nat fordi vi ikke måtte overnatte på P-pladsen og var nødt til at køre videre i mørket mod Melbourne. Det var både første og sidste gang vi kørte om aftenen hvilket er særdeles farligt på grund af de mange kænguruer. Vi fandt dog et sted at parkere ved vejen og fik lidt søvn efter at have pakket os ind i vores varmeste tøj. Det var hundekoldt, og da vi sad og ventede på pingvinerne i et par timer på stranden, havde vi også frosset gudsjammerligt, så det var svært at få varmen igen.

Vores plan var at tage turen ad Great Ocean Road vest for Melbourne, men da vejret var skrækkeligt og vejrudsigten ikke god, vendte vi om og kom således igennem Melbourne 2 gange i samme døgn uden dog at gøre ophold der!

I stedet kørte vi ad Great Alpine Road nordpå. Den var meget flot, og vejret blev bedre. På turen dertil så vi frilandsmuseet Old Gipstown (à la Den gamle by i Århus) med for eksempel denne købmandsforretning:

Der var også en hyggelig skolestue, men lærerinden bad os gå ud fordi hun skulle til at undervise en gruppe børn som var på skoleudflugt inden sommerferien.


Børnene i Australien bærer skoleuniform - altid med store hatte.

Lisbet var så heldig at få en tur rundt i byen med den gamle brandbil, mens børnene var i skole.


Byen var komplet med kirke, skole, bank, benzinstation og arbejdende værksteder m.m. Vi snakkede med direktøren, som havde været i Danmark og set Den gamle by i Århus, som han var meget inspireret af. Her ser vi smeden i aktion.


Vi overnattede ved floden nær byen Bairnsdale i et lidt parklignende område. Det var et sted hvor mange gik tur, joggede og luftede deres hunde. Men der var ikke en hund der gøede ad vores ophold her. Som sædvanlig mødte vi kun venlighed.


Her så vi de første kakaduer i fri natur.


Efter Bairnsdale skulle vi dreje mod nord og begynde på Great Alpine Road. Her gjorde vi ophold i skisportsbyen Dinner Plain for at få en bid brød. Det var tydeligvis en vintersportsby. Nu var her temmelig øde og kedeligt - og koldt.

Da vi nærmede os toppen af bjerget, blev det pludselig så tåget at vi ikke kunne se en hånd for os. Lisbet måtte stige ud af bilen for at finde ud af hvor vejen befandt sig.

På en lille P-plads i vejkanten så vi en mindeplade med oplysninger om vejens oprindelse og historie. Den var startet som en sti trådt af aboriginaler og fortsat som en grusvej befaret af europæernes hestevogne. Der var historier om hvor gruopvækkende farlig turen var, og hvordan nogle havde foretrukket at stige af og gå den lange tur til fods.

Vi forlod Great Alpine Road for at besøge den gamle guldmineby Beechworth, som havde nogle meget charmerende fredede huse med fint udskåret træværk. Det er meget typisk for de mindre byer at de har en bred hovedgade med P-pladser som på billedet - og så i øvrigt ikke ret meget mere.


Vi har set masser af advarselsskilte mod kænguruer. 10 km er dog ikke noget særligt at skrive hjem om - senere blev det Next 300-400 km!

I nærheden af Albury var det første gang vi så dyrkede marker. I Victoria er det nu sæson for jordbær, nye kartofler, asparges - altså nogenlunde som juni måned i Danmark.


I dag sidder vi på en lille campingplads i Nathalia ved Murray-floden med Red Gum-træer som er en truet træart. Træerne på billedet ser nu mere hvide end røde ud, så det er uvist om det er de rigtige. Disse her er snarere de såkaldte ghostgums (spøgelseseukalyptus) med de hvide stammer, som ser særlig flotte ud i måneskin. Der er et utal af varianter af eukalyptustræer.


Det er meget hedt og lummert, og folk siger at det bliver tordenvejr og glæder sig til kølende regn, så vil de ud at danse i regnen. Vi når dog at få vasket tøj og også tørret det. I byen finder vi en lille internetcafé og får skrevet dette indlæg i rejsedagbogen.


Vores plan er nu at tage til Broken Hill noget længere inde i landet - det er vist det, man kalder The Outback ("det der langt ude bagved").

Generelle indtryk af Australien:
Landet virker meget fremmedartet - bortset fra de fleste indbyggere som jo er af nordeuropæisk afstamning - og afstandene er umådeligt store.
Flora og fauna er meget anderledes end hjemme, vi har set masser af papegøjer - de røde og grønne/blå rosella-papegøjer og de hvide kakaduer, som laver en frygtelig larm - og som nævnt pelikaner og pingviner. Vi har set kænguruer på marker, i haver og i vejkanten (døde) - dog ikke så mange endnu. Vi har endnu ikke set koalaer, men Leif har set en emu.

Stednavnene virker pudsige fordi de som regel enten er britiske, f.eks. Liverpool, Stratford on Avon, Inverloch, eller aboriginale, f.eks. Ulladulla, Wagga Wagga, Tumbarumba.

Australierne er overalt meget venlige og imødekommende, vi har hidtil kun mødt en enkelt dame, der skældte ud fordi vi troede vi måtte tage vand fra servicestationen hvor vi lige havde fyldt benzin på. Det må vi jo normalt, skal det lige siges.
Men det siger jo noget om vandsituationen - det har ikke regnet så meget i Victoria i dette forår. De har fire forskellige grader af vandrestriktioner afhængigt af hvor alvorlig situationen er, og når man kommer ind til en by, er der skilte der fortæller hvilken grad man befinder sig i.

I morgen, den 1. december, begynder sommeren. Folk er også her begyndt at forberede sig på julen med julemænd, juletræer osv. Her ser vi vores første australske juletræ i et lækkert konditori i Beechworth:



søndag den 18. november 2007

Sydney og Operahuset

I dag tog vi af sted kl. 9, kørte til Parramatta hvorfra vi tog færgen direkte til Sydneys havn - en sejlads på 45 minutter. Her lægger færgen Rivercat til i Parramatta:

Og her nærmer den sig Sydney Harbour Bridge:


Det er temmelig bekosteligt at bestige broen, men Erling har prøvet en tur som han fik i fødselsdagsgave af sine børn, og han fortalte at det selvfølgelig var fantastisk. På næste billede ses brobestigere som har nået toppen.


Her kan man få mere at vide og se billeder af den flotte udsigt deroppefra: http://www.bridgeclimb.com/theBridge/default.htm

Det kan anbefales at ankomme til Sydney ad søvejen. Her er færgen på vej ind i havnen:

Vi skulle naturligvis først og fremmest se Operahuset og var hele turen rundt om det og også inde i det.

Det er virkelig et imponerende smukt og poetisk bygningsværk og passer så fint ind i billedet - især når man ser det ude fra vandet. Lisbet var ved at knibe en tåre ved synet. Som barn og ung boede Bette i Sydney med udsigt til havn, Operahus og Harbour Bridge - sikke et heldigt asen!

Der var et vældigt leben på Circular Quai og deriblandt bemalede aboriginals som optrådte for turisterne med deres "tågehorn". Se og hør dem på det lille videoklip nederst på denne side.

Vi gik over til The Rocks og fik en lækker sandwich samt kiggede på markedsboder med masser af spændende varer hvoraf en boomerang nok var det mest tillokkende. Vi købte dog ikke noget.


Men det var dejligt med lidt skygge.


Derefter tog vi med en færge og sejlede en halv times tid til Manley som er en meget fin badestrand, men vi blev på båden og fik således erobret siddepladser på første række på turen tilbage (og Lisbet blev noget brændt af solen trods sololie og kasket). Der var masser af trafik på vandet, så der var nok at se på.

Endelig tog vi færgen tilbage til Parramatta - denne gang indendørs i behagelige sæder og aircondition, vi var jo efterhånden lidt trætte. Vi var hjemme igen ved 17-tiden og fik en svalende tur i svømmepølen.
Det er ubeskriveligt hvor flot og smukt der var i Sydney havn med Operahus og skyline og vand. Det overstiger næsten alt andet vi har set. Det var en dejlig tur!

lørdag den 17. november 2007

Barring Tops Natural Park (camping) og Greystanes (familiebesøg)

Vi forlod Jens og Anneliese i tirsdags og kørte ind i landet til Barrington Tops Natural Park, hvor vi fandt en dejlig campingplads, Ferndale Park, lige ved siden af "riveren" (som Leif som næsten-australier siger:-) Den hedder Karuah.

Det var et rart, roligt sted med et dejligt landskab rundt omkring - og altså også nogle toppe. Vi gik en tur langs floden til Chichester Dam, som er et stort vandreservoir.

Vi har ikke meget forstand på hvordan man skaber elektricitet ved hjælp af vand, men det var det der skete her med de faldende vandmasser.

På campingpladsen var papegøjerne (røde + blå eller grønne) meget venlige og til at tale med, og der var effektive græsslåmaskiner i form af køer. Med alt det grønne - efter megen regn - kunne det visse steder godt minde om et landskab i Østrig.




Fredag tog vi af sted igen for at besøge endnu en fætter, Erling, i Greystanes, forstad til Sydney. Det var nemt at finde adressen fordi vi havde lånt Eriks GPS, men puha - sikken trafik der var fredag eftermiddag i myldretiden! Erling, som arbejder på et trykkeri i nærheden af Sidneys lufthavn, tager af sted på arbejde meget tidligt om morgenen, og når han så skal hjem om eftermiddagen i myldretiden har han meget svært ved at holde sig vågen - især når det er varmt.

Men derhjemme har han et dejligt svømmebassin som fylder det meste af baghaven til det hyggelige hus.


Erlings kone Bette er født i Australien. Her ser vi Bette og Erling - atter nogle utroligt søde australiere - på nærmere hold:

Erling fortalte at han som dreng pludselig blev revet væk fra Danmark uden at få lov til at sige farvel til sine kammerater. Han er den yngste i sin australske generation og har vel været omkring 6 år gammel. Han mindes med glæde at Leif forærede ham en dolk da familien på den store rejse havde mellemstation hos Leifs familie.
Han er også den i familien der lægger mest vægt på sit danske tilhørsforhold, han hører dansk radio og kommer i den danske kirke. Og hans yngste søn hedder Dane. Ham ser vi her sammen med en kammerat i familiens hyggelige spisekøkken. Det er Dane til venstre.

I dag - lørdag - har vi haft en dejlig, afslappet dag hos Bette og Erling, som lavede lækker barbecue til os.

Barbecue i Australien foregår ikke kun på rist, men også på plade. Bemærk lige den smarte måde at lave ristet brød med spejlæg:


Selv ikke den sydneyske forstad er fri for eksotiske dyr. I haven her boede der små røde, giftige edderkopper under blomsterkrukkerne, og når det var blevet mørkt, var luften fuld af flyvende hunde (flying foxes). De var på rov i de omkringliggende havers frugttræer og efterlod til nogen ærgrelse deres ekskrementer i og omkring svømmebassinet.
Dagen efter så vi dem i deres daglogi i parken i Parramatta.

Og i forhaven blev papegøjerne fodret.

Deres søde hund kan derimod nok ikke anses som særlig eksotisk selv om det vist er en Bichon frisé?