søndag den 18. november 2007

Sydney og Operahuset

I dag tog vi af sted kl. 9, kørte til Parramatta hvorfra vi tog færgen direkte til Sydneys havn - en sejlads på 45 minutter. Her lægger færgen Rivercat til i Parramatta:

Og her nærmer den sig Sydney Harbour Bridge:


Det er temmelig bekosteligt at bestige broen, men Erling har prøvet en tur som han fik i fødselsdagsgave af sine børn, og han fortalte at det selvfølgelig var fantastisk. På næste billede ses brobestigere som har nået toppen.


Her kan man få mere at vide og se billeder af den flotte udsigt deroppefra: http://www.bridgeclimb.com/theBridge/default.htm

Det kan anbefales at ankomme til Sydney ad søvejen. Her er færgen på vej ind i havnen:

Vi skulle naturligvis først og fremmest se Operahuset og var hele turen rundt om det og også inde i det.

Det er virkelig et imponerende smukt og poetisk bygningsværk og passer så fint ind i billedet - især når man ser det ude fra vandet. Lisbet var ved at knibe en tåre ved synet. Som barn og ung boede Bette i Sydney med udsigt til havn, Operahus og Harbour Bridge - sikke et heldigt asen!

Der var et vældigt leben på Circular Quai og deriblandt bemalede aboriginals som optrådte for turisterne med deres "tågehorn". Se og hør dem på det lille videoklip nederst på denne side.

Vi gik over til The Rocks og fik en lækker sandwich samt kiggede på markedsboder med masser af spændende varer hvoraf en boomerang nok var det mest tillokkende. Vi købte dog ikke noget.


Men det var dejligt med lidt skygge.


Derefter tog vi med en færge og sejlede en halv times tid til Manley som er en meget fin badestrand, men vi blev på båden og fik således erobret siddepladser på første række på turen tilbage (og Lisbet blev noget brændt af solen trods sololie og kasket). Der var masser af trafik på vandet, så der var nok at se på.

Endelig tog vi færgen tilbage til Parramatta - denne gang indendørs i behagelige sæder og aircondition, vi var jo efterhånden lidt trætte. Vi var hjemme igen ved 17-tiden og fik en svalende tur i svømmepølen.
Det er ubeskriveligt hvor flot og smukt der var i Sydney havn med Operahus og skyline og vand. Det overstiger næsten alt andet vi har set. Det var en dejlig tur!