Outback, Broken Hill, Silverton, Dubbo, Nelson Bay, Timbertown, Billabong Koala & Wildlife Park, Crescent Head

Den 1. december har vi kørt 4000 km! Og det er endda før turen ud i outbacken med flere hundrede kilometer mellem ikke blot hver by, men også hvert hus.

Vi holdt en lille pause i Echuca ved floden Murray hvor der sejler en gammel hjuldamper og ligger mange husbåde. Floden er temmelig mudret.

Vi fandt en rasteplads ved en ligeledes mudret sø nord for byen Kerang. Da det var weekend, kom der flere familier for at bade og grille. De fleste rastepladser har opsat barbecues til fri afbenyttelse. Denne her er i virkelig fin stand.

Selv om vandet var meget mudret og varmt, kastede folk - voksne som småbørn - sig i det med velbehag. Især ved aftenstide så det meget idyllisk ud.


Leif var også ude at bade - og der skal meget varme til før han giver sig i kast med det - men Lisbet var sløj. Vi besluttede derfor at blive her søndagen over.

Mandag den 3. december fortsatte vi ad Silver City Highway gennem den rigtige outback som skulle give endnu et par tusinde kilometre på bagen - endeløse kilometre i voldsom hede uden et skyggende træ. Men flot var det.

Vi passerede af og til en lastbil, men ellers var der ikke megen trafik. På billedet, som er taget ud af forruden, ses vores kængurufanger.

Efter 300 km's kørsel ankom vi til sølvminebyen Broken Hill som ligger i det yderste vest af New South Wales tæt på grænsen til South Australia. Den nærmeste store by er Adelaide. Her boede vi på en campingplads med store flokke af støjende kakaduer.
Vi synes ikke at selve byen var særlig spændende. Derimod havde vi en god tur ud til Silverton 24 km vest fra Broken Hill som er kendt fra flere film som for eksempel A Town like Alice og Mad Max 2. Det er nærmest en museumsby som nu kun lever af turister.
Her holder vores lille camper ved siden af den bil som vistnok optrådte i Mad Max - eller også var det de to gule folkevognsbobler vi så uden for et andet hus.

Vi gik indenfor for at købe os en øl, og der hang flere skilte for at formane os til ikke udelukkende at betragte det som et museum, for eksempel med ordlyden "If you don't eat and drink, neither do we!" (Hvis du ikke spiser og drikker, gør vi heller ikke").

Vi var nærmest de eneste mennesker på stedet, men der kom dog en "lonely cowboy" som vi fik lov til at fotografere. Han så godt nok sej ud.

Byens huse lå spredt rundt i det tørre terræn, til venstre kirken og til højre The coin carvery, et blikskur hvor der laves og sælges smykker af gamle mønter.


Samme dag besøgte vi Daydream Silvermine - den ligger på vejen mellem Silverton og Broken Hill - som var i funktion fra 1882 til 1983. Vi købte billetter til en guidet tur omkring og i minen, og her sidder vi ved siden af gammelfar og venter på at turen skal begynde.

Her ser vi vores kvindelige guide som viste os rundt i terrænet med en gammel tipvogn (hedder det vist) som baggrund.

Vi var også så heldige at se en gekko, men nåede ikke at tage et billede af den.
På det næste billede er vi klar til nedstigning i minen. Det var virkelig nødvendigt med hjelme og pandelys, for der var meget mørkt, meget snævert og meget stejlt. Der var lige ved at gå lidt panik i foretagendet, da Lisbet ikke kunne finde ud af at tænde lyset.

Guiden fortalte at man i gamle dage ansatte små drenge til at arbejde i minen. De kunne nemmere smutte frem og tilbage i de snævre minegange. Det var bestemt ikke et ufarligt arbejde, men i minens historie har der kun været tale om et dødsfald på grund af en sammenstyrtning.

Den 5. december kørte vi videre østpå. Den nærmeste by, Wilcannia, lå 200 km væk, og her var der en udmærket campingplads ved floden Darling. Den var gratis, dog skulle man hen og betale for en nøgle til toiletterne på en servicestation i byen, hvilket vi ikke orkede i den stegende hede. Pladsen var fuld af store, gamle træer, og det var dejligt at finde skygge her.


Wilcannia var i 1880'erne den tredjestørste indlandshavn i Australien med en befolkning på over 3000 mennesker. På sit højdepunkt da det meste af al uld der blev produceret i det nordvestlige New South Wales passerede gennem byen, blev den kendt som Queen City of the West. Nu er der kun nogle bygninger tilbage som tegn på fordums storhed, men vi så nogle fine blågrønne papegøjer ved floden.


Om aftenen blev vi overraskede over flot fyrværkeri. Senere fik vi at vide at det var et omrejsende tivoli der stod for festlighederne.

Da bilen efter 5000 km skulle til eftersyn hos en mekaniker, traf vi dagen efter aftale med en sådan i byen. Så vi måtte blive et par dage på stedet og bestemte os for en tur til White Cliffs, som er en opalmineby beliggende cirka 100 km nord for Wilcannia. På turen dertil - i øvrigt på en udmærket vej - så vi flere emuer. Senere så vi også et par med to unger, men dem nåede vi ikke at fotografere. Det var virkeligt et fantastisk syn i det øde.

Vi så også mange kænguruådsler i vejkanten, det var knap så hyggeligt.

I White Cliffs bor indbyggerne i huler der er bygget ind i klipperne, og der var også et "hulemotel". Der var dejlig køligt inde i sådan en hule. Vi besøgte en mand der både gravede efter opaler og solgte dem i sin butik, og nu var han også begyndt at lære selv at indfatte dem. Og vi købte også en som skulle være både jule- og fødselsdagsgave til Lisbet (plus til Leif, for han kunne jo nyde synet!)


Manden var vist glad for at få gæster/kunder og fortalte en masse om stedet. Han opfordrede os til at overnatte på den gratis campingplads og nyde nattens stjernehimmel, stilheden og kænguruerne. Desuden kunne vi også få lov til selv at grave efter opaler. Han var et af de utroligt mange rare mennesker vi har mødt på turen. Men vi havde jo en aftale i Wilcannia den følgende dag.
Byen virkede temmelig mennesketom, mens vi var der. Det var jo sommerferietid, og mange har nok valgt at tilbringe ferien i mere behagelige omgivelser. Den mindede ikke om en oase i ørkenen. Men det var alligevel spændende at opleve dette sted.

På campingpladsen i Wilcannia boede der en ung familie med tre børn. Den yngste, som endnu ikke var fyldt 3 år, stæsede rundt på tohjulet cykel uden støttehjul og med stor sikkerhed. Det var vi ret imponerede over. Det viste sig at faderen vist havde ambitioner om at han skulle være cykelrytter.

Familien rejste rundt i Australien med telt mens børnene endnu var under skolealderen, og faderen tog arbejde undervejs. Det var nogle meget søde mennesker. De fortalte at på disse kanter skulle man altid vinke "højlydt" til alle - lige meget hvem, hvor og hvornår.

Om aftenen viste de os en flot grøn frø som det skulle være ret usædvanligt at finde i dissse egne. Børnene var tydeligvis meget betaget af den. Og det var vi da også.

Det viste sig at camperudlejningsfirmaet ikke skønnede det nødvendigt med et eftersyn nu efter de 5000 km alligevel. Men pyt med det, hvis vi bare var kørt videre, var vi jo gået glip af en del strålende oplevelser.

Vores næste stop var i Cobar hvor vi endelig fik et tiltrængt bad på campingpladsen.

Den 7. december kom vi til den større by Dubbo hvor vi boede på en Big4-campingplads (en større, lidt mere luksuriøs kæde af campingpladser som findes overalt) med swimmingpool.
Det nød vi virkelig efter den lange tur i outbacken. Der er mange australske småbørn der elsker at komme ud at svømme - nok ikke underligt i den vældige varme. Babyen på billedet sprang gentagne gange ud i bassinet og svømmede det meste af vejen hen til faderen under vandet. Og det var absolut ikke velset at holde pause i den leg - forsøgene blev i hvert fald modarbejdet med skrig og skrål.


Vi kunne læse i avisen at en by som Dubbo var ved at være eftertragtet af folk fra for eksempel Sydney og andre steder med høje huspriser. I Dubbo kunne man stadigvæk få en dejlig bolig med svømmepøl for en brøkdel af hvad det koster de andre steder. Vist et fænomen vi sagtens kan genkende i DK (selv om vi har knap så meget behov for svømmepølen som her i Australien).

Ved siden af Dubbo ligger Western Plains Zoo, som vi besøgte dagen efter. Ligesom i for eksempel Givskud Løvepark kører man rundt til forskellige P-pladser hvorfra man til fods kan komme nærmere på dyrene.
Man kan kun købe en billet der gælder for to dage, og så kan man tilkøbe et særligt guidet morgenbesøg hvor man ser dyrene vågne op og være aktive. Se flere oplysninger her: http://www.taronga.org.au/western-plains-zoo.aspx
Men her midt på dagen var dyrene ret dovne, så det var egentlig lidt kedeligt. Dog var vi så heldige at se løverne blive fodret. Det foregik på den måde at dyrepasserne hængte kødet op i træerne rundt omkring, og så havde løverne lidt spænding eller morskab med at finde det.
Her så vi vores første koala sødt sovende i sit træ:

Og blandt mange andre dyr var der selvfølgelig også kænguruer, og det var jo de australske dyr vi var mest interesserede i på denne rejse.


Søndag den 9. december kørte vi 400 km mod øst og endte på en campingplads ved Nelson Bay. Leif, som havde kørt hele vejen, var træt, men Lisbet gik en tur ned på den pragtfulde strand, hvor et uvejr nærmede sig, og det så rigtig flot ud:

Odas og Karstens familier boede før i tiden her i Nelsons Bay, dengang det var et lille hyggeligt fiskerleje. Nu er det meget mondænt og turistet. Senere flyttede de til Lemon Tree Passage, som også ligger ved havet og har bevaret noget af fiskerlejecharmen.

Vi besøgte igen tante Oda i Lemon Tree Passage og mødte denne gang også flere familiemedlemmer. På billedet ses tante Oda sammen med sønnen Bo, som jo også er en af Leifs fætre. Som håndværker arbejde han sig engang hele Australien rundt i 2 år.

Vi mødte også Sysser, datter af Oda og dermed kusine til Leif. Hun og hendes mand er ved at bygge et meget stort og lækkert hus ved siden af Odas.



De håbede meget at huset kunne blive færdigt til juleaften, og der var allerede sat et flot juletræ op. Juleaften med julemad og gaver er omtrent den eneste tradition vores danske familier har bevaret fra Danmark, glæder sig til og gør meget ud af. Vi blev også inviteret til at holde juleaften hos flere af dem, men takkede pænt nej.

Tirsdag den 11. december satte vi atter kursen mod nord og fandt en campingplads syd for Port Macquarie ved en strand. Vejret var ikke så strålende, men godt nok til shorts.

Her så vi en venlig latterfugl på temmelig tæt hold. Dens latterlyd er meget smittende.


Torsdag den 13. december tog vi lidt ind i landet igen for at besøge Timbertown, som Karsten havde anbefalet os. Leif havde i de foregående dage puttet en masse olie i bilen fordi olielampen blinkede, men nu blev den ved med det, og vi besluttede at ringe til camperudlejningsfirmaet for at få løst problemet. Vi blev henvist til en mekaniker i Wauchope, som fortalte at oliefilteret var stoppet, og at en masse af den olie vi havde proppet i, var løbet udenfor. Men det kunne de ordne i løbet af en times tid, og imens gik vi en tur i byen, som lignede mange andre småbyer, men havde nogle bede med flotte afrikanske liljer.


Vi var en anelse sure på udlejningsfirmaet fordi de havde aflyst eftersynet efter de 5000 km i Wilcannia. Men heldigvis var dette det eneste uheld vi var ude for på hele rejsen, så det var jo ikke så galt endda.

Derefter kunne vi endelig besøge Timberland, som er en genskabelse af en typisk tømmerby fra 1880'erne - altså et friluftsmuseum. Vi var så heldige at se det vældige oksespand (hedder det vist) blive drevet gennem byen:

Man kunne komme ind i flere af husene og se hvordan man indrettede sig dengang.

Det følgende billede er fra skolestuen:

Efter en bid brød i Timbertowns cafeteria kørte vi til Billabong Koala & Wildlife Park, som også ligger i nærheden af Wauchope og Port Macquarie. Her var der selvfølgelig masser af kænguruer, og en af dem havde en unge, som her dier hos moderen. Senere så vi den kravle op i pungen så at kun benene stak lidt udenfor!

Der var mange forskellige dyr, men højdepunktet var næsten denne koalamor med sin unge på ryggen. Dyrepasseren fortalte at ungen tilbringer de første seks måneder af sit liv i moderens pung og de næste seks på ryggen af hende.

De sover om dagen oppe i eucalyptustræerne, hvis blade de æder. De virker temmelig dovne, men om natten er de mere aktive lige som mange andre af de australske dyr. De ser meget nuttede ud, og vi fik lov at klappe en af dem.


Vi var et smut ude at se på Tacking Point Lighthouse, et meget flot beliggende gammelt fyrtårn ved Macquarie, og overnattede på en campingplads i nærheden.

Fredag den 14. december har vi fået sendt alle julekort til indland og oversøisk (de sidste nåede faktisk ikke frem i tide). Og vi har set selveste julemanden - her kaldet Santa - i et shoppingcenter.

Og vi befinder os nu på en dejlig campingplads helt ude ved stranden i Crescent Head - lidt nord for Port Macquarie. Vi kan se havet og de mange surfere fra vores plads, så vi sidder i første parket!


Efter flere dage med regn og overskyet vejr - usædvanligt for sommeren her - skinner solen, og vejret er dejlig frisk, altså til at holde ud. Desuden har vi fået vasket alt tøjet, og her er internetcafe. Her bliver vi et par dage, inden vi tager videre nordpå. Her er rigtig smukt, og vi har indtryk af at rigtig mange af turisterne her er kommet fra Queensland for at holde juleferie. Specielt for surfere er det et paradis fordi de ikke på denne årstid kan surfe derhjemme på grund af stingers - de livsfarlige brandmænd.

Vi nyder rigtig livet og får også gode badeture i havet.



Og om søndagen var der marked lige uden for campingpladsen:

Vi sender lige et ekstra surferbillede fordi det så helt fantastisk ud:



Generelt om overnatning:
Vi overnatter både på campingpladser, som hidtil har kostet mellem 18$ og 34$ (man skal gange med 4,75), og på gratis rastepladser, hvor vi kun holder hvis der ikke er nogen skilte, der forbyder det. Det gør mange australiere også.

Princes Highway, Victoria, Great Alpine Road

Måske skulle vi lige fortælle at Leifs to onkler med koner og børn emigrerede til Australien for 50 år siden, og at ideen om emigration faktisk kom fra Leif - han kom bare aldrig af sted selv om han havde papirer og det hele klar.

Efter at vi den 20. november forlod Kirsten og Erik i Sydney-forstaden, kørte vi sydpå ad Princes Highway med en del afstikkere ud til kysten. Vi kom for eksempel igennem den lille by Eden ved Sapphire Coast, så vi har faktisk været både i, nord, syd og vest, men ikke øst for Paradis. Vi fik ikke taget billeder her, men man kan jo kigge på følgende adresse: http://www.sapphirecoast.com.au/eden.htm.

Vi fandt ved et tilfælde en dejlig naturcampingplads i nærheden af Woolamia, hvor vi boede helt nede ved floden Woolamia River og hyggede os med et lille bål om aftenen.

Næste overnatning var på en rasteplads på stranden ved Narooma i første parket til denne smukke udsigt:

Der kom mange mennesker for at gå eller løbe tur på stranden, og de var alle meget venlige. Nogle ønskede os ovenikøbet til lykke fordi vi havde været så heldige at finde dette smukke sted. Australierne er med rette stolte over deres dejlige land og vil meget gerne vise det frem, viste det sig utallige gange.

Torsdag den 22. november var det blevet gråt og regnfuldt. Vi besøgte den lille blomsterrige og velrestaurede by med de fine turistforretninger Central Tilba - som er den ene af to Heritage Villages. Den anden hedder Tilba Tilba.


Vi elsker at spille backgammon, og da vores spil efterhånden er meget slidt, besluttede vi at købe et fint nyt spil af træ i butikken med træskærerarbejde. Gyngehesten var også meget fristende, men mere end vi kunne have i camperen - og måske især rigeligt dyr for vores pengepung.


Vi holdt frokostpause ved Bega River og fik her øje på de første kænguruer vi har set på turen.


Princes Highway er meget øde paa en strækning, og vi blev bange for at løbe tør for benzin, men var så heldige at vælge at bruge de sidste litre til at komme til en campingplads ved kysten. Der viste sig at være en hel lille by med hele 2 servicestationer, så vi åndede lettet op. Der var også 2 campingpladser, og den ene lå helt ud til vandkanten.
Byen hedder Mallacoota og kan varmt anbefales, hvis man kommer på de kanter. På havnen var der masser af pelikaner, og her står de i kø for at få lidt fiskerester. Se også videoklippet nederst på denne side.


Vi havde også en chance for at se hvaler svømme forbi med deres babyer, men så heldige var vi alligevel ikke.

På den videre tur ad Princes Highway var der to rastepladser ved små regnskovslommer. Her ses vi i et hult træ på Drummond Rainforest Walk. Det var gratis at overnatte her.


Der var nogle flotte palmer som lignede parasoller.

Vi for vild på stien, som ikke var særlig lang men lidt labyrintisk. Vi kunne ikke finde udgangen og fik på den måde gået turen flere gange. Da vi havde passeret denne væltede træstamme et par gange, fandt vi ud af at vi gik i ring. Det var vores første regnskovsoplevelse.


Den næste rasteplads var også ved en regnskovsti, og den var også dejlig og gratis. Nu var fluerne dog begyndt at plage, men udrustet med hat, solbriller og en viftegren var det til at holde ud.

Vi mødte en dame som var kommet fra Tyskland som barn en gang i 80'erne. Hun havde nu solgt sit hus, købt en brugt autocamper og ville ud og se Australien. Dette var første gang hun overnattede på en rasteplads, og hun var glad for at have os som naboer så hun ikke skulle være her helt alene. Om morgenen fortalte hun lettere opskræmt at vi havde haft gæster om natten. Da vi lå lige ved siden af toiletbygningen, gik vi ud fra at det rimeligvis var folk på tissepause.

Vi morede os over at spiritusflasker blev udleveret i papirsposer som vi har set det på film. Her poserer Leif til ære for fotografen.


Af øvrige højdepunkter vil jeg nævne turen til Wilsons Promontory, som er en meget smuk halvø sydøst for Melbourne. Naturen mindede os lidt om Skotland.


Det er sted folk tager til for at surfe, men desværre var folk på vej op fra stranden da vi kom ved frokosttid.

Helt ude på spidsen af halvøen var der masser af camperende unge. Det var 17-18 årige som lige var blevet færdige med skolen og nu skulle nyde nogle dage sammen efter eksamen. Vi kunne godt have undt dem et lidt bedre vejr.
Halvøen er en naturpark som man skal betale entré til, og man skal også betale hvis man vil campere der - vi bed desværre ikke mærke i hvor meget fordi vi havde andre planer. Men det var absolut et sted der var værd at besøge.
Læs mere om Wilsons Promontory National Park - også kaldet "the Prom".

Samme dag kørte vi videre til Phillip Island hvor vi så mini-pingviner (30 cm høje) komme op fra havet i flokke på 10-12 stykker lige efter solnedgang, det vil sige cirka kl. 20.30. Vi måtte ikke fotografere fordi det ville genere fuglene, men senere så vi samme fugleart i en dyrepark.

Man kan læse mere om Phillips Island og Penguin Parade på dette website: http://goaustralia.about.com/cs/vicsightseeing/a/phillip1.htm.

Derefter havde vi en anstrengende nat fordi vi ikke måtte overnatte på P-pladsen og var nødt til at køre videre i mørket mod Melbourne. Det var både første og sidste gang vi kørte om aftenen hvilket er særdeles farligt på grund af de mange kænguruer. Vi fandt dog et sted at parkere ved vejen og fik lidt søvn efter at have pakket os ind i vores varmeste tøj. Det var hundekoldt, og da vi sad og ventede på pingvinerne i et par timer på stranden, havde vi også frosset gudsjammerligt, så det var svært at få varmen igen.

Vores plan var at tage turen ad Great Ocean Road vest for Melbourne, men da vejret var skrækkeligt og vejrudsigten ikke god, vendte vi om og kom således igennem Melbourne 2 gange i samme døgn uden dog at gøre ophold der!

I stedet kørte vi ad Great Alpine Road nordpå. Den var meget flot, og vejret blev bedre. På turen dertil så vi frilandsmuseet Old Gipstown (à la Den gamle by i Århus) med for eksempel denne købmandsforretning:

Der var også en hyggelig skolestue, men lærerinden bad os gå ud fordi hun skulle til at undervise en gruppe børn som var på skoleudflugt inden sommerferien.


Børnene i Australien bærer skoleuniform - altid med store hatte.

Lisbet var så heldig at få en tur rundt i byen med den gamle brandbil, mens børnene var i skole.


Byen var komplet med kirke, skole, bank, benzinstation og arbejdende værksteder m.m. Vi snakkede med direktøren, som havde været i Danmark og set Den gamle by i Århus, som han var meget inspireret af. Her ser vi smeden i aktion.


Vi overnattede ved floden nær byen Bairnsdale i et lidt parklignende område. Det var et sted hvor mange gik tur, joggede og luftede deres hunde. Men der var ikke en hund der gøede ad vores ophold her. Som sædvanlig mødte vi kun venlighed.


Her så vi de første kakaduer i fri natur.


Efter Bairnsdale skulle vi dreje mod nord og begynde på Great Alpine Road. Her gjorde vi ophold i skisportsbyen Dinner Plain for at få en bid brød. Det var tydeligvis en vintersportsby. Nu var her temmelig øde og kedeligt - og koldt.

Da vi nærmede os toppen af bjerget, blev det pludselig så tåget at vi ikke kunne se en hånd for os. Lisbet måtte stige ud af bilen for at finde ud af hvor vejen befandt sig.

På en lille P-plads i vejkanten så vi en mindeplade med oplysninger om vejens oprindelse og historie. Den var startet som en sti trådt af aboriginaler og fortsat som en grusvej befaret af europæernes hestevogne. Der var historier om hvor gruopvækkende farlig turen var, og hvordan nogle havde foretrukket at stige af og gå den lange tur til fods.

Vi forlod Great Alpine Road for at besøge den gamle guldmineby Beechworth, som havde nogle meget charmerende fredede huse med fint udskåret træværk. Det er meget typisk for de mindre byer at de har en bred hovedgade med P-pladser som på billedet - og så i øvrigt ikke ret meget mere.


Vi har set masser af advarselsskilte mod kænguruer. 10 km er dog ikke noget særligt at skrive hjem om - senere blev det Next 300-400 km!

I nærheden af Albury var det første gang vi så dyrkede marker. I Victoria er det nu sæson for jordbær, nye kartofler, asparges - altså nogenlunde som juni måned i Danmark.


I dag sidder vi på en lille campingplads i Nathalia ved Murray-floden med Red Gum-træer som er en truet træart. Træerne på billedet ser nu mere hvide end røde ud, så det er uvist om det er de rigtige. Disse her er snarere de såkaldte ghostgums (spøgelseseukalyptus) med de hvide stammer, som ser særlig flotte ud i måneskin. Der er et utal af varianter af eukalyptustræer.


Det er meget hedt og lummert, og folk siger at det bliver tordenvejr og glæder sig til kølende regn, så vil de ud at danse i regnen. Vi når dog at få vasket tøj og også tørret det. I byen finder vi en lille internetcafé og får skrevet dette indlæg i rejsedagbogen.


Vores plan er nu at tage til Broken Hill noget længere inde i landet - det er vist det, man kalder The Outback ("det der langt ude bagved").

Generelle indtryk af Australien:
Landet virker meget fremmedartet - bortset fra de fleste indbyggere som jo er af nordeuropæisk afstamning - og afstandene er umådeligt store.
Flora og fauna er meget anderledes end hjemme, vi har set masser af papegøjer - de røde og grønne/blå rosella-papegøjer og de hvide kakaduer, som laver en frygtelig larm - og som nævnt pelikaner og pingviner. Vi har set kænguruer på marker, i haver og i vejkanten (døde) - dog ikke så mange endnu. Vi har endnu ikke set koalaer, men Leif har set en emu.

Stednavnene virker pudsige fordi de som regel enten er britiske, f.eks. Liverpool, Stratford on Avon, Inverloch, eller aboriginale, f.eks. Ulladulla, Wagga Wagga, Tumbarumba.

Australierne er overalt meget venlige og imødekommende, vi har hidtil kun mødt en enkelt dame, der skældte ud fordi vi troede vi måtte tage vand fra servicestationen hvor vi lige havde fyldt benzin på. Det må vi jo normalt, skal det lige siges.
Men det siger jo noget om vandsituationen - det har ikke regnet så meget i Victoria i dette forår. De har fire forskellige grader af vandrestriktioner afhængigt af hvor alvorlig situationen er, og når man kommer ind til en by, er der skilte der fortæller hvilken grad man befinder sig i.

I morgen, den 1. december, begynder sommeren. Folk er også her begyndt at forberede sig på julen med julemænd, juletræer osv. Her ser vi vores første australske juletræ i et lækkert konditori i Beechworth: