mandag den 5. november 2007

De første dage i Australien: Sydney, Palm Beach, Casula


Vores rejse gik fint uden problemer af nogen art selv om det da var noget strabadserende at tage toget fra Esbjerg om aftenen og ankomme til lufthavnen kl. 3 om natten. Der var mange timers ventetid i Kastrup uden nogen særlige bekvemmeligheder.

I Sydney overnattede vi på et ydmygt hotel. Vi gik en tur i byen for at hæve lidt kontanter og købe lidt ind, og der var et vældigt leben i byen denne fredag aften. Lørdag formiddag hentede vi på Kings Cross bilen - en gammel svend der havde kørt næsten 300.000 km, men fin nok til os og med god plads til to personer. Der var faktisk plads til tre personer på forsædet og en tredje soveplads på en hylde under taget.

Vi kørte først nordpå ud af Sydney til Palm Beach, hvor vi smurte os frokost ved stranden (Stillehavet). Senere opdagede vi at dette er et af de virkelig fashionable steder. Det var også dyrt at parkere ved stranden, men denne dag var der masser af plads.


Så fandt vi ud af at vi faktisk skulle sydpå for at besøge Kirsten og Erik, så vi måtte gennem Sydney endnu en gang. Så den dag kørte vi hele to gange over Harbour Bridge og fik de første glimt af Operahuset. Billedet her er dog taget ved en senere lejlighed.


Det gik rigtig fint med at køre i venstre side - det er Leif en ørn til - men det kneb med at finde en campingplads, vi vidste ikke at det var Holiday Park-skilte vi skulle kigge efter. Til sidst lykkedes det med hjælp fra en flink service station-mand efter at vi havde spurgt om vi dog ikke kunne overnatte i bilen på deres parkeringsplads. Vi var meget trætte og tilbragte det meste af søndagen med at sove. Det viste sig senere at være ikke så langt fra hvor Kirsten og Eriks datter bor.

Først i dag - mandag - er vi nået frem til Kirsten og Erik, og det er deres pc jeg låner til at skrive her.


Kirsten er Leifs kusine og bor i dette hus i Casula, som er en vestlig forstad til Sydney. Erik er tømrer og har efterhånden bygget en del til huset.

Vejret er ikke ligefrem noget at råbe hurra for, det blæser, er overskyet, regner indimellem, er køligt, og Lisbet er snotforkølet. Men det er forår, og træer og buske står med fine blomster, der er især et stort træ med lilla blomster som ses mange steder og springer i øjnene. Det er en Jacaranda som slet ikke er australsk, men stammer fra Sydamerika.

Vi regner med at der senere vil komme mere spændende beretninger, men nu ved I da at vi er kommet godt frem. I de nærmeste dage skal vi besøge flere af Leifs slægtninge, hvorefter vi tager ud i det blå.

lørdag den 6. oktober 2007

Forhistorie

I 2001-2002 kørte vi Europa rundt (Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig, England, Skotland, Irland, Portugal, Spanien, Italien) et års tid i en helt ny autocamper på grænseplader.

Den solgte vi da vi kom hjem og købte i stedet for en lille brugt VW camper med hævetag som nu i 2007 er 17 år gammel, men med alle faciliteter bortset fra bad.

I den har vi fartet rundt i en stor del af Europa, og vi er meget glade for den fordi den er lille og nem og ikke så påfaldende. Vi kan godt lide at køre rundt på de små veje ude på landet og har overnattet i den de mest mærkelige steder.
Vi kalder den "Hundehuset", for vores hund Trille er altid med, og når vi kommer hjem igen, opfatter hun den stadig som sit hjem.

Med hensyn til at overnatte i bilen har jeg hørt mange sige at det er forbudt uden for specielle pladser, f.eks. campingpladser. Det er dog en fejltagelse: Hvor man må parkere, må man også sove i bilen (medmindre der er et skilt der direkte forbyder det). Man må blot ikke campere, hvilket betyder at man indretter sig uden for bilen med f.eks. borde, stole og markise. Men der findes i flere lande, især Tyskland og Frankrig, mange specielle autocamperpladser.

Hvorfor al denne forhistorie? Jo, fordi den viser vores forudsætninger for at vælge den tur til Australien, som vi faktisk har valgt.

Ideen kom da en veninde i foråret 2007 omtalte venner, som tilbragte ferier i Australien i autocamper. Da Leif har fætre og kusiner i Australien (som han besøgte for 20 år siden) og rejseformen ikke var os ubekendt, blev vi enige om at indhente tilbud - men det måtte ikke koster over 60.000 kr. for 3 måneder - som skulle være november, december og januar (de måneder hvor vi ellers nemt går i sort!)

Som sagt så gjort. Og vi fik et tilbud fra Kilroy Travels, som med fly, camper, visa, afbestillingsforsikring og rejseforsikringer beløb sig til cirka 55.000 kr., hvis vi slog til og betalte næsten med det samme (hvis vi ventede, kunne vi ikke være sikre på den samme gode pris).

Vores bestilte camper er en ældre model som udlejningsfirmaet Travellers Autobarn har overtaget fra andre firmaer, der tilbyder nyere modeller. Formentlig er der tale om backpacker-standard, men det er lige hvad der passer os. Det har køkken (køleskab, gasblus, vask) og sovepladser og udstyr til tre personer og vist ikke så meget mere - men alt hvad vi behøver. Vi har hørt at andre selv har købt og solgt bil i Australien. Dertil synes vi alligevel at vores tid er for sparsom.
Andre udlejningsfirmaer er for eksempel Apollo, Maui og Wickedcampers (hippieagtig) - der er masser af dem.

Kært barn har som bekendt mange navne. I Australien hedder autocamper mobilhome, motorhome, campervan eller slet og ret camper. Der findes også en bushcampervan, som naturligvis er firehjulstrukket. Den må anbefales hvis man virkelig vil ud i the outback og ikke kun holde sig til asfalterede veje (sealed roads). Dette forpligter man sig nemlig til når man lejer en almindelig camper. Men man kan komme langt omkring på asfalterede veje, hvilket vores rejseskildring vil vise. Og på kortet kan man altid se hvilke veje der er unsealed.

Der kræves internationalt kørekort for at leje og køre bil i Australien. Det er såre nemt: til Borgerservice medbringer man sit kørekort, et nyt foto + 25 kr. - så bliver det sendt efter et par dage. Man må ikke køre lejebil hvis man er over 75 år (man må godt være fyldt 75, men ikke 76).

Vi har heldigvis fundet et fantastisk godt sted til Trille. Hun skal bo hos en af sine hvalpe - vi håber søreme at hun bliver glad for at se os når vi kommer hjem igen. Det samme gælder katten, som naboen vil tage sig af.