Clarence Town, Morpeth, Lemon Tree Passage, Myall Lakes og Hallidays Point - Familiebesøg

Vi rejste fra Kirsten og Erik i torsdags for at besøge Karsten og Lucy, som bor ude på landet i nærheden af den lille by Clarence Town - et par timers kørsel nordvest for Sydney. Erik havde lånt os sin GPS, så det var forholdsvis nemt at finde stedet selv om de bor uden for dens rækkevidde - altså rigtig ude på landet!
Det er et vidunderligt sted de bor på, en stor grund med mange spændende planter - såvel "indfødte" som "eksotiske" (som for eksempel Jacaranda fra Brasilien). På billedet af deres hus kan man måske få øje på Jacarandaens blå farve til højre i indkørslen.

Lucy interesserer sig meget for Australiens oprindelige fauna og flora, og det bærer haven præg af. Huset er af en type man ser mange steder - i hvert fald i New South Wales - og med en dejlig overdækket terrasse det meste af vejen rundt.

Det meste af tiden tilbragte vi dog i Karstens rygerum, som i stedet for glas meget praktisk har fluenet for vinduerne.


Karsten er en af Leifs fætre, og hans kone Lucy er fra Holland, så vi måtte hele tiden oversætte fra dansk til engelsk og omvendt, men det gik fint. Karsten og Leif snakkede og snakkede og hyggede sig meget med deres fælles gamle minder og også nyere historier.

Karsten spiller mundharmonika, og nederst på siden kommer et videoklip med "En jæger gik at jage".

Vi blev vist rundt på grunden, som rummer en ret stor dam, en bæk, køkkenhave (indhegnet for at undgå at kænguruerne æder det hele) og en masse træer og buske.

Vi nød meget at være på landet efter den heftige trafik i Sydney-området, og vi var også ude at gå en lang tur med Lucy som holder meget af bushwalking. Hun er medlem af en klub som arrangerer forskellige ture rundt om i Australien.

Her ses Lucy og Leif med paraply. Vejret blev dog bedre på turen, og fluerne begyndte at melde sig.

Landskabet var betagende smukt:

Lucy lærte os tricket med at brække en kvist af en busk og bruge den til at vifte fluer væk med. Hestene havde hætter på for ikke at blive for meget generet af fluerne.

Torsdag tog vi til Morpeth, en historisk by med gamle huse på bredden af floden Hunter.


Broen over floden blev færdigbygget i 1898 og kan således om 10 fejre 200-års jubilæum. I Australien er det jo temmelig gammelt.


Vi spiste vi i en klubrestaurant byen. Det drejede sig om en tag-selv-buffet med masser af retter, blandt andet østers og andre skaldyr, til en rimelig pris. Det var et kæmpestort foretagende, og der var så mange gæster at man blev lukket ind i hold.
Disse klubber findes overalt. De har som regel noget med sport at gøre (bowling, cricket, tennis osv.), og de har som regel også et stort rum med enarmede tyveknægte og andre spillemaskiner (lidt af en nationalsport). Man behøver ikke være medlem af klubben for at spise der.

På vejen til Morpeth så vi et område med en masse ynglende fugle. Desværre har vi glemt navnet på dem. Men det var åbenbart interessant, for TV havde været ude at filme dem.

Sammen med Karsten kørte vi en tur til Lemon Tree Passage ved Hudson Bay for at besøge tante Oda, den sidste der er tilbage af den forældregeneration som udvandrede fra Danmark med deres børn i 1950'erne, og som Leif boede hos i en længere periode da han sidst var i Australien. Der var stor gensynsglæde.

Hendes have var virkelig eksotisk og pragtfuld, og der var en chance for at se koalaer og slanger i den


Søndag blev det endelig solskin og varmt - herligt.

Mandag kørte vi videre nordpå og spiste frokost på en strand ved Hawks Nest med dejligt blåt vand og masser af sol. Det var lige akkurat sådan vi havde forestillet os Australien, og det var altså ikke helt ved siden af.


Vi kørte ad the Lakes Way i Myall Lakes-distriktet til Elisabeth Bay, hvor vi fandt en campingplads, Pacific Palms Caravan Park. Det var en ufattelig smuk tur. En enkelt gang måtte vi over vandet med en lille færge. Her så vi sorte svaner.


Vi nød at have campingpladsen næsten for os selv. Sommerferien var jo endnu ikke startet, og der var god plads.

I dag - tirsdag - kørte vi videre ad den smalle Booti Booti-landtange mellem Wallis Lake og Elisabeth Bay for at besøge Jens og Anneliese, som bor i Hallidays Point lidt nord for Forster og var så heldige at de lige var kommet hjem fra en tur til Sydney (vi havde ringet flere gange uden at finde dem hjemme). Jens er endnu en fætter til Leif, og Anneliese er fra Østrig, men har lært at snakke lidt dansk - da Leif var her for 20 år siden, underviste han hende, og hun kunne stadig huske en del.
Jens og Anneliese har en meget flot villa med udsigt til havet fra flere sider af huset og kun cirka 50 meter til stranden. Jens har et byggefirma, og det er Anneliese selv der har tegnet og indrettet huset. Det er virkelig imponerende.

Aftenbilledet har de selv taget:

Men nu har de planer om at flytte 1000 km sydpå hvor sønnen med familie bor. Også datteren med sin familie vil flytte med.

I dag passer de barnebarnet Ava på 2½ år. Vi fik en dejlig fødselsdagskage, det var nemlig Jens' fødselsdag i dag.

Mens Jens og Leif kørte i jeep på stranden til Forster for at købe os en mobiltelefon, gik vi piger ned til stranden, hvor der var en legeplads og en stor offentlig og gratis swimmingpool helt nede ved havet.

På vej hjemad gennem den lille bush svingede vi os i lianerne:

Om aftenen sad vi på terrassen med den smukke udsigt - her fotograferet inde fra huset. På marken nedenfor går der køer. Og om foråret svømmer hvalerne forbi med deres unger.

Blue Mountains

Vi er stadig hos Kirsten og Erik, som er nogle meget gæstfri og søde mennesker. Vi sidder meget og hygger os ude på denne fint overdækkede terrasse lavet af Erik, og her skinner solen ovenikøbet for en sjælden gangs skyld:

I dag skulle Kirsten passe barnebarn, mens Erik tog os med til Blue Mountains, en nationalpark der ligger 60 km fra Sydneys centrum. Bjergtoppene lå helt oppe i skyerne, og vi opgav at tage med svævebane (Scenic Skyway) eller verdens stejleste jernbane (Scenic Railway) på grund af usigtbarheden, men lidt længere nede kunne vi trave ned til Wentworth Falls, et mægtig flot vandfald.


Vi fik dog set The Three Sisters (på billedet nedenfor ses dog kun de to af dem) inden deres forvandling til bjergene, som er henholdsvis 922, 918 og 906 meter høje.
Den aboriginale legende siger at de tre søstre Meehni, Wimlah og Gunnedor fra Katoomba-stammen forelskede sig i tre brødre fra Nepean-stammen. De kunne ikke gifte sig med mænd fra en anden stamme, og brødrene besluttede derfor at bortføre de unge piger, hvilket førte til stammekrig. For at beskytte pigerne tryllede en heksedoktor dem om til bjerge, men da han selv blev dræbt i krigen, kunne han ikke trylle dem tilbage igen.

Her kan man få oplysninger om Blue Mountains og The Three Sisters (og også se billeder af bjergene): http://www.bluemts.com.au/tourist/thingsToDo/threeSisters.asp

Vi hilste også på datter og barnebarn, og på vejen tilbage så vi en stor del af Sydneys vestlige forstæder. Det forekom os at der måtte være tale om et byggeboom her, men Erik - som jo selv bygger huse - fortalte at det kun var en brøkdel af tidligere aktiviteter. De nyere villaer er enormt store, således også det fine hus som datteren med mand og barn bor i.
Her ses Kirsten og det søde barnebarn på terrassen til det splinternye hus:



Billedet ovenfor er taget da vi vinkede farvel i anden omgang. Som det ses, blev vejret betydelig bedre.

De første dage i Australien: Sydney, Palm Beach, Casula

Vores rejse gik fint uden problemer af nogen art selv om det da var noget strabadserende at tage toget fra Esbjerg om aftenen og ankomme til lufthavnen kl. 3 om natten. Der var mange timers ventetid i Kastrup uden nogen særlige bekvemmeligheder.

I Sydney overnattede vi på et ydmygt hotel. Vi gik en tur i byen for at hæve lidt kontanter og købe lidt ind, og der var et vældigt leben i byen denne fredag aften. Lørdag formiddag hentede vi på Kings Cross bilen - en gammel svend der havde kørt næsten 300.000 km, men fin nok til os og med god plads til to personer. Der var faktisk plads til tre personer på forsædet og en tredje soveplads på en hylde under taget.

Vi kørte først nordpå ud af Sydney til Palm Beach, hvor vi smurte os frokost ved stranden (Stillehavet). Senere opdagede vi at dette er et af de virkelig fashionable steder. Det var også dyrt at parkere ved stranden, men denne dag var der masser af plads.


Så fandt vi ud af at vi faktisk skulle sydpå for at besøge Kirsten og Erik, så vi måtte gennem Sydney endnu en gang. Så den dag kørte vi hele to gange over Harbour Bridge og fik de første glimt af Operahuset. Billedet her er dog taget ved en senere lejlighed.


Det gik rigtig fint med at køre i venstre side - det er Leif en ørn til - men det kneb med at finde en campingplads, vi vidste ikke at det var Holiday Park-skilte vi skulle kigge efter. Til sidst lykkedes det med hjælp fra en flink service station-mand efter at vi havde spurgt om vi dog ikke kunne overnatte i bilen på deres parkeringsplads. Vi var meget trætte og tilbragte det meste af søndagen med at sove. Det viste sig senere at være ikke så langt fra hvor Kirsten og Eriks datter bor.

Først i dag - mandag - er vi nået frem til Kirsten og Erik, og det er deres pc jeg låner til at skrive her.

Kirsten er Leifs kusine og bor i dette hus i Casula, som er en vestlig forstad til Sydney. Erik er tømrer og har efterhånden bygget en del til huset.

Vejret er ikke ligefrem noget at råbe hurra for, det blæser, er overskyet, regner indimellem, er køligt, og Lisbet er snotforkølet. Men det er forår, og træer og buske står med fine blomster, der er især et stort træ med lilla blomster som ses mange steder og springer i øjnene. Det er en Jacaranda som slet ikke er australsk, men stammer fra Sydamerika.

Vi regner med at der senere vil komme mere spændende beretninger, men nu ved I da at vi er kommet godt frem. I de nærmeste dage skal vi besøge flere af Leifs slægtninge, hvorefter vi tager ud i det blå.

Forhistorie

I 2001-2002 kørte vi Europa rundt (Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig, England, Skotland, Irland, Portugal, Spanien, Italien) et års tid i en helt ny autocamper på grænseplader.

Den solgte vi da vi kom hjem og købte i stedet for en lille brugt VW camper med hævetag som nu i 2007 er 17 år gammel, men med alle faciliteter bortset fra bad.

I den har vi fartet rundt i en stor del af Europa, og vi er meget glade for den fordi den er lille og nem og ikke så påfaldende. Vi kan godt lide at køre rundt på de små veje ude på landet og har overnattet i den de mest mærkelige steder.

Vi kalder den "Hundehuset", for vores hund Trille er altid med, og når vi kommer hjem igen, opfatter hun den stadig som sit hjem.

Med hensyn til at overnatte i bilen har jeg hørt mange sige at det er forbudt uden for specielle pladser, f.eks. campingpladser. Det er dog en fejltagelse: Hvor man må parkere, må man også sove i bilen (medmindre der er et skilt der direkte forbyder det). Man må blot ikke campere, hvilket betyder at man indretter sig uden for bilen med f.eks. borde, stole og markise. Men der findes i flere lande, især Tyskland og Frankrig, mange specielle autocamperpladser.

Hvorfor al denne forhistorie? Jo, fordi den viser vores forudsætninger for at vælge den tur til Australien, som vi faktisk har valgt.

Ideen kom da en veninde i foråret 2007 omtalte venner, som tilbragte ferier i Australien i autocamper. Da Leif har fætre og kusiner i Australien (som han besøgte for 20 år siden) og rejseformen ikke var os ubekendt, blev vi enige om at indhente tilbud - men det måtte ikke koster over 60.000 kr. for 3 måneder - som skulle være november, december og januar (de måneder hvor vi ellers nemt går i sort!)

Som sagt så gjort. Og vi fik et tilbud fra Kilroy Travels, som med fly, camper, visa, afbestillingsforsikring og rejseforsikringer beløb sig til cirka 55.000 kr., hvis vi slog til og betalte næsten med det samme (hvis vi ventede, kunne vi ikke være sikre på den samme gode pris).

Vores bestilte camper er en ældre model som udlejningsfirmaet Travellers Autobarn har overtaget fra andre firmaer, der tilbyder nyere modeller. Formentlig er der tale om backpacker-standard, men det er lige hvad der passer os. Det har køkken (køleskab, gasblus, vask) og sovepladser og udstyr til tre personer og vist ikke så meget mere - men alt hvad vi behøver. Vi har hørt at andre selv har købt og solgt bil i Australien. Dertil synes vi alligevel at vores tid er for sparsom.
Andre udlejningsfirmaer er for eksempel Apollo, Maui og Wickedcampers (hippieagtig) - der er masser af dem.

Kært barn har som bekendt mange navne. I Australien hedder autocamper mobilhome, motorhome, campervan eller slet og ret camper. Der findes også en bushcampervan, som naturligvis er firehjulstrukket. Den må anbefales hvis man virkelig vil ud i the outback og ikke kun holde sig til asfalterede veje (sealed roads). Dette forpligter man sig nemlig til når man lejer en almindelig camper. Men man kan komme langt omkring på asfalterede veje, hvilket vores rejseskildring vil vise. Og på kortet kan man altid se hvilke veje der er unsealed.

Der kræves internationalt kørekort for at leje og køre bil i Australien. Det er såre nemt: til Borgerservice medbringer man sit kørekort, et nyt foto + 25 kr. - så bliver det sendt efter et par dage. Man må ikke køre lejebil hvis man er over 75 år (man må godt være fyldt 75, men ikke 76).

Vi har heldigvis fundet et fantastisk godt sted til Trille. Hun skal bo hos en af sine hvalpe - vi håber søreme at hun bliver glad for at se os når vi kommer hjem igen. Det samme gælder katten, som naboen vil tage sig af.