Nytårsaftensdag besøgte vi en krokodillefarm nær Rockhamptom. Farmen er et familieforetagende og lever især af at sælge produkter forarbejdet af krokodilleskind og af at modtage turister. Der var også en restaurant på farmen i tilknytning til kiosken, og der blev naturligvis serveret krokodillekød. På et tidspunkt havde vi smagt krokodillekød købt i et supermarked, men brød os ikke om den lidt sødlige smag, så den oplevelse sprang vi over i denne omgang.
Det var forunderligt at man i de kun cirka 30 cm dybe vandhuller ikke kunne se spor af krokodillen før guiden prikkede til den med en stok og lokkede med gode kødlunser!
Vi nærmer os jo "croc country", så det er rart at være lidt forberedt. Guiden fortalte at man, hvis man kommer ind på en krokodilles gebet, skal vende 180 grader og så løbe så stærkt som overhovedet muligt. Krokodillen vil forsvare sit område, så den er tilfreds med at få jaget en væk. Det dummeste man kan gøre, er at springe op i det nærmeste træ, for så kan man blive siddende der til man falder ned og dermed alligevel bliver krokodilleføde.Minikrokodillen, som Leif her holder, var knap så frygtindgydende. Den havde fået tape omkring gabet, så alle størrelser mennesker turde bære den - også den lille dreng i baggrunden, som havde vældig lyst til at prøve igen.
Vi opgav at spise i klub og købte i stedet østers og tunsteaks i supermarkedet. Det var en vældig nytårsaftensmiddag - og det smagte da af fisk:-) Men ellers mærkede vi ikke noget til nytårsaftensfestivitas - vi var åbenbart for langt fra Sydney, som jo er berømt for sit nytårsfyrværkeri.Vi fik ikke rigtig kigget på byen (Rocky i folkemunde), og det var sikkert en fejl. Men vi var simpelt hen ikke i humør til byvandring.
Derimod ville vi gerne have set The Aboriginal Dreamtime Cultural Center uden for byen, men det var desværre lukket på grund af renovering. Det så ellers ud til at have et spændende program med både musik- og danseopvisning.
Vi kørte videre nordpå ad Bruce Highway og så for første gang mangrovetræer på strandene:
Vi fandt en dejlig campingplads hvor man måtte holde gratis i tre dage praktisk talt på selve stranden Carmila Beach cirka 100 km syd for Mackay.
Det eneste minus var at man ikke kunne gå i vandet på grund af de livsfarlige brandmænd (stingers). Det var en primitiv campingplads uden belysning, og det var sjovt at opleve det fantastiske mørke når vi slukkede lyset i bilen - vi turde faktisk ikke bevæge os to skridt væk fra den fordi vi ikke kunne se en hånd for os!Her er solen ved at stå op igen:
Dagen efter kørte vi igen videre, fordi vi var nødt til at skaffe vand til bilen. Nord for Mackay - en meget pæn lidt større by - fandt vi den campingplads vi nu befinder os på i Cape Hillsborough Nature Resort. Det er en af de hyggeligste vi hidtil har været på. Den ligger i et skovområde og har direkte adgang til stranden, som er paradisisk smuk.
Billedet øverst på alle siderne er også fra denne strand.
Også her består slangen i paradiset af de giftige stingers. I kiosken kunne man købe stinger-badedragter. De bestod af tæt netstof som dækkede hele kroppen, så vidt vi kunne se.
De næsten tamme kænguruer vandrede rundt på pladsen og på stranden.
Efter to dage på denne dejlige plads regner vi med at besøge den gratis plads som også ligger i naturparken, og derefter er planen at tage en sejltur til Whitsundays-øerne - for cirka en uge siden blev de omdøbt til Wetsundays - gæt engang hvorfor! Nu er vejret fint, meget varmt, men til at holde ud, især i skyggen.
Læs mere om Cape Hillsborough Nature Resort her: http://www.capehillsboroughresort.com.au/
