onsdag den 23. januar 2008

Canecutter Way, Paronella Park, Flying Fish Point, Josephine Waterfalls, The Boulders, Cairns

Dette bliver det sidste indlæg direkte fra Down Under og skrives på en gammel computerautomat (det er temmelig besværligt) på campingpladsen uden for Cairns. Det bliver spændende at komme hjem og se alle fotografierne og genopleve turen forfra.

Vi havde et par fine dage i South Mission Beach, hvor vi blev naboer til en enorm campingvogn. Vi nåede ikke at finde ud af hvem der beboede den, da den ikke blev taget i brug mens vi var på pladsen. Stolen og skoene udenfor var tydeligvis anbragt for at skræmme indbrudstyve væk.

Her nyder Leif en dejlig, saftig mangofrugt. De er rigtig forfriskende i varmen. Det er sådan de skal være og ikke de hårde knolde man kan købe i supermarkedet hjemme!

Men højdepunktet var så absolut solopgangen, "den rosenfingrede dagning".

I Silkwood drejede vi lidt ind i landet og kørte ad "Canecutter Way" (refererer til sukkerrør). Ved denne vej ligger Paronella Park, realiseringen af en spansk drøm: Regnskovsområdet ved Mena Creek blev købt af spanieren José Paronella i 1929 for 120 dollars. Og her lod han sammen med sin kone bygge et slot omgivet af en flot park med eksotiske planter (dvs. ikke kun fra Australien, men også fra Sydamerika - på billede har der også indsneget sig en meget eksotisk plante fra Danmark) .

Her kunne også lokalbefolkningen kunne komme og nyde livet, for eksempel blev der vist film hver lørdag, og der var danseaftner og mulighed for picnic og badning i naturpølen ved det skønne vandfald.

Stedet har været voldsomt oversvømmet flere gange, og slottet er nu kun en ruin, men meget pittoresk. Om aftenen er både slot og vandfald belyst.

Springvandet foran slottet er tydeligvis inspireret af Generalife ved Alhambra i Spanien (maurisk havekunst).

Billetten til 27 AUD pr. næse inkluderede overnatning på den tilhørende campingplads, og man kunne benytte parken så meget man lystede ud over rundvisningen med guide. Man kunne fodre skildpadder og fisk, og i en lille tunnel kunne man se flagermuseunger.

I parken så vi også flere gange den store, flotte, blå Ulysses-sommerfugl, og det lykkedes for første gang at få et godt billede af den.

Se mere om Paronella Park her: http://www.paronellapark.com.au/.

Aftensmaden fik vi for første gang på en pub hvor der var masser af mennesker og liv og glade dage denne fredag aften.


Lørdag købte vi ind i Innisfall. Det var rigtig varmt, ifølge avisen 4 grader over gennemsnittet (som er 36 grader). Vi besluttede at køre til den nærmeste kyst, Flying Fish Point, og her blev vi i skyggen (og svømmepølen) de næste 2 dage.

Mandag kørte vi videre mod Cairns, dog med et par smutture først til det smukke Josephine Waterfall, hvor folk badede i det kølige kildevand og rutsjede ned ad den naturligt dannede klipperutsjebane. Da vi skulle gå et godt stykke for at komme dertil og ikke havde medbragt badetøj, undlod vi at hoppe i selv om det var meget fristende.

Her ses det samme sceneri oppefra:

Vi viser lige endnu et billede fra Josephine Waterfalls. Det var vist disse vandfald og natursvømmepøler der gjorde størst indtryk på os i Queensland. Det var det mest forfriskende og smukke man kunne komme ud for. I havet og "kultursvømmepølerne" var vandet ligefrem varmt.


Det næste ophold gjorde vi ved The Boulders, som også er et populært område for udflugter, badning og vandreture.
Den øverste del af The Boulders er spærret af for badning, fordi her er meget farligt - en del har mistet livet her de voldsomme klipper. Sagnet fortæller, at en aboriginal pige blev forelsket i en ung mand fra en anden stamme, og da de ikke måtte hinanden, smed hun sig i floden og kastede rundt med de store klipper, så derfor ser der frygtelig rodet ud. Hun drager unge badende mænd til sig for at se, om det skulle være hendes elskede, og det er altså derfor så mange er døde her!

Her badede vi også - i den nederste mere ufarlige del - og sad ellers og kiggede på folk, en af vores meget yndede beskæftigelser.

Ved siden af var der en naturparkcampingplads, men vi drog videre til Cairns for at forberede os til hjemrejsen.

Nu sidder vi i Coolwaters Holiday Park uden for Cairns - nærmest en tropisk botanisk have. Det har de sidste mange pladser i øvrigt også været, men denne er specielt flot. Det er utroligt mange forskellige slags palmer, der findes i Australien.

Her er også masser af skildpadder at kigge i vandløbet.

I går var vi inde i byen for at finde det sted hvor vi skal aflevere bilen fredag. Cairns er ikke lille endda, især er der en vældig trafik. Og når man lige er ankommet, er alt jo ukendt og virker totalt kaotisk. Men stedet kan vi sagtens finde igen, fandt vi ud af. Vi fik en tiltrængt kold fadøl det gamle hotel gadehjørnet, som findes i enhver by.

Byen forekom os ikke særlig spændende, måske fordi vi var ved at til af varme. Det siges at Cairns og Townsville konkurrerer med hinanden, og for vores vedkommende er det Townsville der går af med sejren.

Lisbets fødselsdag den 24. januar fejres med en tur med veterantoget (Scenic Railway) gennem regnskov til Kuranda, en bjerglandsby med marked, fuglezoo, aboriginal dans osv. Og hjemturen skal foregå via svævebane (Skyrail). Det glæder vi os rigtig meget til.
Vi har til gengæld skippet turen til The Great Barrier Reef, fordi det kniber med at klare for meget sol. Solen er utrolig stærk og ikke at spøge med, selv ikke når det er gråvejr, som vi erfarede på vores Whitsundays-sejltur.

Den 26. januar, dagen efter vores afrejse, er det Australia Day. Nogle kalder den dog Survival Day! Men det fremgår af avisen, at der er bestræbelser i gang for at gøre dagen til en festdag for både de oprindelige og de senere tilkomne beboere af landet.

Og den 29. januar begynder skolerne igen efter sommerferien. Her i det tropiske nord er det lavsæson trods skoleferie - grund af regntid, kraftig og fugtig varme samt giftige brandmænd (stingere) i havet.
Vi synes det har været dejligt her trods regn og varme. Her er smukt og grønt. Og de mange natursvømmepøler er smukke og forfriskende i varmen. Og så er det da en fordel at her er god plads.
Men vi kunne skam godt tænke os også en gang at prøve en australsk vinter her!