onsdag den 20. august 2008
Google Kort
Vis stort kort
torsdag den 10. juli 2008
Brugsanvisning
Linkene i blog-arkivet (til højre på siden) er opført i den rigtige kronologiske orden. Klik på pilene for at udfolde alle linkene og gå frem efter datoerne der.
Der er ingen grund til at klikke på billederne. De bliver ikke større.
onsdag den 2. juli 2008
Efterbehandling af rejsedagbogen
tirsdag den 29. januar 2008
Generelt og praktisk, tips og tricks

Kært barn har som bekendt mange navne. I Australien hedder autocamper mobilhome, motorhome, campervan eller slet og ret camper. Der findes også en bushcampervan, som naturligvis er firehjulstrukket. Den må anbefales hvis man virkelig vil ud i outbacken og ikke kun holde sig til asfalterede veje (sealed roads). Dette forpligter man sig nemlig til når man lejer en almindelig camper. Men man kan komme langt omkring på asfalterede veje hvilket vores rejseskildring vil vise. Og på kortet kan man altid se hvilke veje der er unsealed.
Der kræves internationalt kørekort for at leje og køre bil i Australien. Det er såre nemt: til Borgerservice medbringer man sit kørekort, et nyt foto + 25 kr. - så bliver det sendt efter et par dage. Man må ikke køre lejebil hvis man er over 75 år (man må godt være fyldt 75, men ikke 76).
Mange australiere drømmer om at rejse rundt i landet sådan som vi gjorde det, og mange realiserer også drømmen. For eksempel har en af Leifs fætre har rejst rundt i 2½ år og arbejdet som håndværker undervejs. Vi mødte en ung familie med 3 små børn som også rejste Australien rundt og boede i telt, og det ville de fortsætte med indtil børnene skulle til at gå i skole. Et ældre ægtepar fra Frankrig kom hvert år for at besøge deres børn hvoraf nogle boede i Nordaustralien og andre i Sydaustralien, så der var langt at køre med campingvogn fra den ene ende til den anden.
Vi valgte autocamperens frihed til at køre ud i det blå og samtidig have det hele med os (gas, vand, mad, sovepladser), og vi lagde meget få planer på forhånd, men fulgte vores øjeblikkelige lyster. Somme tider kørte vi kun 25-50 km på en dag, hvis vi kom til steder vi kunne lide og havde lyst til at udforske og/eller nyde. Det var dejligt at have masser af tid til det.
Selvfølgelig var der en overordnet plan:
- Familiebesøg i og omkring Sidney
- Victoria
- Outback
- Østkyst nordpå til Queensland og lufthavnen i Cairns
På den anden side var det fint for os at det ikke var højsæson og der derfor var god plads overalt.
Og samtidig kunne vi læse i avisen at der var hedebølge med over 42 grader i Melbourne i syd (de der fulgte med i tennisturneringerne, har sikkert hørt om tennisstjernernes kvaler).
I det hele taget var det vist nogle klimatisk atypiske sommermåneder dette år. I november var det ret køligt og regnfuldt i både New South Wales og Victoria.
Ved nytårstid var der en cyklon på vej (en vind på 200 km i timen!), som heldigvis blæste ud over Stillehavet igen og ikke nåede at lave ravage.
Efter flere års tørke i dele af landet blev disse i januar ret voldsomt oversvømmet, og selv hovedvejen Bruce Highway i Queensland var i nogle dage på nogle steder spærret af på grund af oversvømmelse - få dage efter at vi havde passeret dem!
I avisen kunne vi læse den dramatiske historie om en ung kvægopdrætter der i to år havde rejst rundt med sine 1500 stykker kvæg for at finde vand og græs og først nu efter disse voldsomme regnskyl kunne vende tilbage til sin egen ejendom.
Inden vi tog af sted, købte vi følgende litteratur om Australien: Turen går til Australien og Rejsen rundt i Australien (Politiken) samt kortbogen Australia Touring Atlas (Hema Maps) - denne fulgte i øvrigt med camperen i en lidt mindre udgave. I Australien supplerede vi med Australia Reference Map, som viser hele landet/verdensdelen på én gang. Alt blev brugt meget flittigt.
Vi købte ingen fortegnelse over campingpladser, da man på informationscentrene kunne få nogle udmærkede fortegnelser gratis.
Campingpladser er der masser af, og der er gode skiltehenvisninger - bortset fra i Sydney-området, hvor vi den første dag kørte lidt fortvivlet rundt, sikkert fordi vi ikke var klar over at campingpladser har mange forskellige betegnelser: Holiday Park, Caravan Park, Tourist Resort osv. Alle steder har de pladser til folk, der kun vil overnatte et enkelt eller et par døgn. Alle andre steder har vi set de fra Europa kendte campingskilte.
I mange naturparker er der mulighed for at campere. Nogle steder kan man dog kun køre ind med 4-hjulstrækkere. På informationscentrene kan man få oversigter over naturparkerne og deres muligheder.
I Queensland er der mange naturparkcampingpladser med gode adgangsmuligheder (asfalteret vej), og det er billigt (4,5 dollar pr. næse eller 18 dollar pr. familie). Der er toiletter og brusebad, men selvfølgelig ikke i luksusudgave. Man registrerer sig selv og putter pengene i en kuvert. Disse pladser kunne vi som regel bedre lide end de kommercielle campingpladser - på grund af den storslåede natur.
Der er desuden mulighed for at overnatte på rastepladser ved highways/hovedveje. Nogle har skilte der oplyser om hvor længe man må opholde sig der (1-3 døgn), andre har grønne ikoner i kortbogen. Når der ikke var forbudsskilte mod campering, har vi opfattet det som tilladt. Det samme gør australierne. Australien er så fyldt med forbuds- og formaningsskilte, at det må være rimeligt nok at opfatte minus-forbud som plus-tilladelse!
Nogle af formaningsskiltene går netop ud på at man skal sørge for at tage et hvil med jævne mellemrum, så man ikke falder i søvn ved rattet, f.eks. kan de lyde: Stop, revive, survive! og Take a powernap NOW! Efter et sådant skilt kan man være sikker på at der dukker en rasteplads op kort efter. En enkelt gang må vi have sovet - vi observerede ikke en rasteplads kort efter Powernap NOW!
De fleste rastepladser har barbecue, bænke og borde samt toiletter. Nogle af dem ligger naturligvis kedeligt tæt på vejen, mens andre ligger mere afsides og endda smukt - f.eks. i Victoria overnattede vi på et par stykker med tilhørende regnskovsspadserestier og i Queensland på en med sø og fugleliv:

Der var en del lange lastbilstog, her ser vi vores camper ved siden af et sådant mens chaufførerne benytter sig af den gratis kaffe:

I øvrigt synes vi at der i det store og hele blev kørt pænt, der var ikke den store forskel fra dansk trafik, selvfølgelig bortset fra at man kører i den venstre side af vejen (Leifs fætter blev så glad da vi snakkede om "den anden side af vejen" i stedet for "den forkerte side":-)
I starten var det adskillige gange vinduesviskerne der blev sat i gang i stedet for blinklyset, og det var heller ikke altid nemt at finde gearstangen i farten. Men ellers gik det rigtig fint, også i rundkørsler med flere baner. Leif skal have mange roser, det var rigtig flot klaret af et menneske på 75 år!
I den forbindelse skal det lige nævnes at man ikke kan blive chauffør på en udlejningsbil når man er over 75. Man må godt være fyldt 75, men ikke 76.
Der "reklameres" mange steder med overvågningskameraer, og man må sige at der er stor respekt for fartbegrænsninger og andre færdselslove. Vi fik at vide at alle passagererne i en bil får bøde hvis loven overtrædes (i tilfælde hvor alle i bilen har mulighed for indflydelse)!
Vi var så uheldige at få 2 bøder for at køre på motorvej (M7) i Sydney-området uden at betale afgift. Der var ikke mulighed for manuel betaling, man skulle have et såkaldt E-tag (elektronisk kort i bilruden) eller ringe til et telefonnummer for at betale via kreditkort. Da det var den første dag, vi overhovedet var ude at køre i Australien, var vi ikke i stand til at opfatte dette. Bøden var på (2 gange) 16,07 dollar, men hertil kom administrationsgebyr til biludlejningsfirmaet på (2 gange) 50 dollar!
Endelig har vi også prøvet at overnatte på en strandparkeringsplads med skiltning om camping forbudt (her valgte vi at opfatte vores parkering som parkering og ikke som campering;-). Den næste morgen kom folk for at gå tur på stranden, og flere af dem sagde at de var glade for at vi havde fundet dette smukke sted!
Australierne virker i det hele taget meget stolte af deres land, vil gerne vise det frem og siger ofte velkommen til os der er kommet så langt væk fra. De har bestemt også grund til at være stolte!
Flere af dem var også stolte af deres/vores kronprinsesse Mary - dog mest i New South Wales og Victoria, vi gætter på at det er fordi de stater ligger tættere på Tasmanien end Queensland gør.
Ikke på et eneste tidspunkt har vi følt os utrygge selv om vi da har hørt historier om drab og vold. Dem kan vi jo også høre herhjemme - desværre.
Vi vil på det varmeste anbefale at konsultere de informationscentre der findes i eller uden for hver by. De har en masse gode brochurer (f.eks. om campingpladser og naturparker), og de ansatte er meget glade for at informere om deres område. Det var f.eks. på den måde vi fandt ud af at Bowen er den by hvor en del af den nye film Australia med Nicole Kidman er optaget.
Uundværligt: solcreme (fås nærmest ikke under faktor 30), solbriller, hat, insektspray, godt fodtøj, langærmede skjorter (til når man nu alligevel er blevet forbrændt) og ikke mindst drikkevand.
I supermarkederne kan man købe drikkevand i 12-litersdunke. Det er meget praktisk og nemt at have at gøre med.


De fotografier vi viser her på rejsebloggen, er vores egne bortset fra et enkelt fra Hallidays Point som er taget af ejeren selv.
Rejsedagbogen er først og fremmest skrevet til os selv samt til familie og venner som havde lyst til at følge os på turen og til os selv. Den afspejler naturligvis det vi mest interesserede os for - altså ikke storbyer, men natur. Hvis andre kan få inspiration, ideer m.v., er de meget velkomne - også til at stille spørgsmål til os.
Man kan e-maile til lisbet.ol@gmail.com
Kuranda, hjemtur




Kuranda er meget turistet med adskillige markeder, forretninger og spisesteder, som man jo kunne forvente.




Læs mere om Kuranda, tog og svævebane her: http://www.kuranda.org/
Om fredagen skulle vi tidligt op for at pakke og gøre rent. Kl. 6 er det forholdsvis køligt og behageligt, men allerede kl. 8 begynder man at foretrække skyggen. Vi var så heldige at det først begyndte at regne efter at vi havde pakket færdig og gjort rent.

Nu har vi atter fået varmen og er ved at komme os over jetlag. Alle billederne er overført til computeren, og der er rigtig mange gode.
Det har været en overvældende dejlig tur!
onsdag den 23. januar 2008
Canecutter Way, Paronella Park, Flying Fish Point, Josephine Waterfalls, The Boulders, Cairns
Vi havde et par fine dage i South Mission Beach, hvor vi blev naboer til en enorm campingvogn. Vi nåede ikke at finde ud af hvem der beboede den, da den ikke blev taget i brug mens vi var på pladsen. Stolen og skoene udenfor var tydeligvis anbragt for at skræmme indbrudstyve væk.









Aftensmaden fik vi for første gang på en pub hvor der var masser af mennesker og liv og glade dage denne fredag aften.
Lørdag købte vi ind i Innisfall. Det var rigtig varmt, ifølge avisen 4 grader over gennemsnittet (som er 36 grader). Vi besluttede at køre til den nærmeste kyst, Flying Fish Point, og her blev vi i skyggen (og svømmepølen) de næste 2 dage.
Mandag kørte vi videre mod Cairns, dog med et par smutture først til det smukke Josephine Waterfall, hvor folk badede i det kølige kildevand og rutsjede ned ad den naturligt dannede klipperutsjebane. Da vi skulle gå et godt stykke for at komme dertil og ikke havde medbragt badetøj, undlod vi at hoppe i selv om det var meget fristende.



Det næste ophold gjorde vi ved The Boulders, som også er et populært område for udflugter, badning og vandreture.
Den øverste del af The Boulders er spærret af for badning, fordi her er meget farligt - en del har mistet livet her på de voldsomme klipper. Sagnet fortæller, at en aboriginal pige blev forelsket i en ung mand fra en anden stamme, og da de ikke måtte få hinanden, smed hun sig i floden og kastede rundt med de store klipper, så derfor ser der frygtelig rodet ud. Hun drager unge badende mænd til sig for at se, om det skulle være hendes elskede, og det er altså derfor så mange er døde her!


Nu sidder vi i Coolwaters Holiday Park uden for Cairns - nærmest en tropisk botanisk have. Det har de sidste mange pladser i øvrigt også været, men denne er specielt flot. Det er utroligt så mange forskellige slags palmer, der findes i Australien.



Lisbets fødselsdag den 24. januar fejres med en tur med veterantoget (Scenic Railway) gennem regnskov til Kuranda, en bjerglandsby med marked, fuglezoo, aboriginal dans osv. Og hjemturen skal foregå via svævebane (Skyrail). Det glæder vi os rigtig meget til.
Vi har til gengæld skippet turen til The Great Barrier Reef, fordi det kniber med at klare for meget sol. Solen er utrolig stærk og ikke at spøge med, selv ikke når det er gråvejr, som vi erfarede på vores Whitsundays-sejltur.
Den 26. januar, dagen efter vores afrejse, er det Australia Day. Nogle kalder den dog Survival Day! Men det fremgår af avisen, at der er bestræbelser i gang for at gøre dagen til en festdag for både de oprindelige og de senere tilkomne beboere af landet.
Og den 29. januar begynder skolerne igen efter sommerferien. Her i det tropiske nord er det lavsæson trods skoleferie - på grund af regntid, kraftig og fugtig varme samt giftige brandmænd (stingere) i havet.
Vi synes det har været dejligt her trods regn og varme. Her er så smukt og grønt. Og de mange natursvømmepøler er smukke og forfriskende i varmen. Og så er det da en fordel at her er god plads.
Men vi kunne skam godt tænke os også en gang at prøve en australsk vinter her!
onsdag den 16. januar 2008
Cardwell Forest Drive, Edmund Kennedy National Park, Tully Gorge, South Mission Beach

Vi tog derefter til Edmund Kennedy National Park, hvor regnskoven går helt ned til stranden. Her steg vi ikke ud af bilen før vi nåede stranden på grund af krokodilleadvarselsskilte, og der var meget sumpet. I vandet på billedet kunne der sagtens ligge et par krokodiller uden at man kunne se dem:

Vi så dog ingen krokodiller og heller ingen kasuarer, som også skulle leve i dette område. Forhåbentlig får vi en at se i en fuglepark. Vi steg hurtigt ind i bilen igen fordi der var utrolig mange myg.
Næste stop var Tully, som er den by i Australien, der har den største årlige nedbørsmængde på godt 4 meter! Rekorden er 7,5 meter hvorfor de har lavet et mindesmærke som forestiller en gummistøvle på 7,5 meter:-) Sjovt nok regnede det ikke lige da vi var der.
Vi kørte lidt ind i landet til Tully Gorge hvor der var en herlig naturparkcampingplads, som vi havde helt for os selv, lige ved Tully River - det var dejlig køligt at dyppe tæerne der. Her er det dog vandhanen der dyppes tæer i.



På turen til Tully Gorge så vi kæmpestore bananplantager. Det hele er virkelig så fantastisk her i Queensland.



mandag den 14. januar 2008
Paluma, Little Crystal Creek, Paradise Waterhole, Lucinda Beach, Cardwell
Der var flere muligheder for vandreture med udgangspunkt i Paluma, men da det blev ved med at regne skomagerdrenge, kørte vi ned ad den snoede bjergvej igen. Det eneste billede vi fik taget i Paluma, var af disse palmer. Det er utroligt så mange forskellige slags palmer der findes!





Ved siden af Paradise Waterhole var der en naturparkcampingplads til 4,50 $ pr. næse, og der slog vi os ned. Det var et pragtfuldt sted - bortset fra myriader af myg! Vi havde heldigvis forsynet os med myggespray. Når man færdes i naturen her, er det meget vigtigt at huske følgende ting (bliver man også mindet om på skilte):
- hat
- solbriller
- solcreme
- insektspray
- drikkevand
- fornuftigt fodtøj
Læs mere om Paluma og området her: http://www.queenslandholidays.com.au/things-to-see-and-do/paluma-and-crystal-creek-rainforest/index.cfm
Det regnede også en del her, men vi er jo i "the wet", og så må man regne med det. Alting er fantastisk grønt og frodigt, og der er sukkerrørsmarker overalt.
I dag købte vi ind i Ingham og kørte ud til Lucinda Beach, som har en 5,7 km lang jernbanemole ud i havet hvorfra der lastes sukker på skibene. Den skulle følge jordens krumning. Her så vi vores første krokodilleadvarselsskilt! Dette skilt kan til forskel fra de øvrige ses i et større format ved klik på det (hvis man har lyst til at læse tektsten).
Dog var stranden ud for rasteplads og campingplads hegnet ind så man skulle kunne bade - nogenlunde sikkert? - der. Da ingen andre var i vandet, skulle vi ikke nyde noget.
Nu er vi nået til Cardwell, hvor vi camperer. Det øser ned i spandevis, heldigvis er det en stille og varm regn, så det er ikke så slemt. Og vi har fundet ud af at bilens bagklap faktisk fungerer fint som en slags markiseparaply.
Byen ligger helt ude ved havet, men det får vi først kigget på i morgen.
lørdag den 12. januar 2008
Cape Hillsbourough, Airlie Beach, Whitsundays, Bowen, Bowling Green Bay, Townsville




Så vi nøjedes med kænguruer, brushkalkuner og latterfugle.


Lørdag aften spiste vi på den lille hyggelige café - friterede fisk og skaldyr, ikke så dårligt.
Om aftenen var der altid - i hvert fald i weekenden - et leben på stranden af folk der legede, spillede bold, klappede kænguruer, cyklede, nød solnedgangen (dog ikke over havet, selvfølgelig) osv. Lige bag palmerne ligger campingpladsen:




Derefter gik vi tur i Airlie Beach, en rigtig turistet lille by med mange unge backpackere, men det var egentlig også hyggeligt for en gangs skyld. Det følgende billede er taget fra den fine strandpromenade. Vi ærgrer os lidt over at vi ikke fik taget billeder af byen og dens liv.

Sunshine Cost har nogle helt specielle turistattraktioner, de såkaldte Big Things, som er nogle enorme genstande kendetegnende for det område man befinder sig i. Vi tog et billede af denne enorme mangofrugt uden for Bowen:

På den videre fart nordpå besøgte vi Bowen, hvor den nye store film om Australien med Nicole Kidman i en hovedrolle er indspillet, eller muligvis kun dele af den. Indbyggerne er meget stolte over at filmdivaen endelig blev gravid i deres by. Vi tog billeder af hotellet som er med i filmen:


Vi fandt en campingplads ved Ayr, flot beplantet med kokospalmer og hibiscushække, som dog havde meget få blomster lige på dette tidspunkt.



Det ser ud til at det - i hvert fald i dag - især er aboriginere der benytter sig af stedet. Dem så vi også en del af i Townsville. Ellers har vi mest set dem i byer i outbacken.
Townsville er en dejlig by med en herlig, lang strandpromenade, The Strand.




På campingpladsen var disse underlige træer vores nærmeste naboer. Vi kan ikke huske navnet på dem, men det var noget med tæppe, gardin eller persienne.

